The Last Resort

Så blev det endelig weekenden, hvor vi skulle bungy jumpe. Fredag aften valgte vi alle sammen at tage hen til turistdelen af Kathmandu, Thamel, for at spise på en lækker restaurant, der hedder OR2K. I weekenden var vi nødt til at blive delt op i grupper, for nogle skulle ud og river rafte, andre blev hjemme i Kathmandu og vi tog til The Last Resort. Dagen startede meget tidligt lørdag, da vi skulle mødes inde i Thamel klokken 05:45, hvor bussen til resortet gik fra. Ud over Anne, Emma, Nanna, Mia og jeg var vi en del andre med bussen, men heldigvis kunne vi hver have 2 sæder, så vi fik slappet lidt af på turen, der tog omkring 3,5 timer. Da vi ankom til The Last Resort skulle vi gå over den hængebro, hvorfra vi skulle hoppe, for at komme over til selve resortet. Da vi gik over bevægede den sig ret meget og der var VIRKELIGT langt ned, så vi blev ret bange. Da vi endelig var kommet over på den anden side skulle dem, som skulle bungy jumpe og canyon swing mødes for at få en hurtig briefing om hvordan vi skulle hoppe. Herefter blev vi delt op i grupper efter vægt og vi tre fra platformen, der skulle bungy jumpe blev selvfølgelig delt op i hver sin gruppe - øv, øv, øv... Det betød altså at Nanna skulle starte med at hoppe, mens Anne og jeg sad og ventede i omkring 2 timer på, at Nanna og hendes gruppe var færdige med at hoppe. Det var virkelig nervepirrende at sidde og kigge på de andre hoppe, mens man vidste, at der stadig var lang tid til at man selv skulle hoppe.

 

Efter Nanna havde hoppet blev det min tur og jeg var kommet i gruppe kun med nepalesere, så det var lidt træls, at jeg ikke kunne snakke med nogle af sine venner, mens man stod på broen og var ved at dø af nervøsitet. Jeg var den andensidste i min gruppe, fordi at jeg var en af dem, der vejede mindst i gruppen. Men fordi at jeg havde T-shirt på og det blæste ret meget på broen, syntes en af instruktørerne, at jeg skulle hoppe som den tredje sidste i stedet for, hvilket jeg var ret glad for, så jeg fik det hurtigere overstået.

 

Det startede med, at jeg skulle sidde spændt fast til broen, mens jeg fik sat nogle seler på mine ankler. Imens kom der en videomand hen og snakkede lidt med mig og filmede lidt. Så var det tid til at jeg skulle træde ud på den lille platform, hvorfra jeg skulle hoppe. Da jeg stod der tænkte jeg egentlig ikke rigtig på noget, kun at jeg skulle hoppe og ikke kigge ned. Pludselig sagde instruktøren, der holdt mig "3, 2, 1.. JUMP!" og så hoppede jeg ellers bare med hovedet først 160 meter ned mod floden. På vejen ned nåede jeg heller ikke rigtig at tænke noget særligt, bortset fra at da elastikken havde været spændt op, fløj jeg op i luften igen, hvor elastikken viklede sig rundt om mit ben. Det var ret ubehageligt, da jeg snurrede vildt meget rundt oppe i luften. Da elastikken var blevet slap igen, blev jeg hejst lige så stille ned mod foden og jeg skulle tage fat i en bambuspind for at blive trukket ind mod bredden. Her blev jeg lagt på en båre, hvor jeg fik taget alle selerne af og blev spurgt om jeg var okay efter turen. Det var jeg, men jeg var nærmest helt målløs. Heldigvis stod der en flok andre danskere nede ved floden, som jeg fulgtes med hele vejen op ad de tusinde trapper til resortet.

 

 

 

 

 

 

Efter en halv times gåtur og jeg var kommet tilbage til de andre piger, var det ved at være Annes gruppe til at hoppe. Men før det, var de to andre piger, Emma og Mia, kommet tilbage fra deres rappelletur ned ad forskellige vandfald. Derfor valgte vi at tage hen og spise lidt frokost, så vi stadig kunne nå at se Anne. Da Anne havde hoppet var det tid til at vi skulle med bussen hjem igen. Det var en forfærdelig tur, for det bumlede og man sad så dårligt i bussen og udover det, havde jeg det dårligt og lå syg hele natten til søndag.

 

Der fandt jeg virkelig ud af, hvor meget man savner sin familie, når man ligger syg i et fremmed land - men heldigvis er Skype jo opfundet, så jeg fik mig alligevel en god samtale med min søde familie ;-)

 

Søndag sov vi længe for en gangs skyld, hvorefter vi ved 12 tiden tog til en lækker park, som hedder Garden of Dreams for at slappe af og sole hele dagen. Det var så skønt at ligge og læse, spise og hygge hele dagen i solen med sine dejlige venner.

 

Så denne weekend har budt på afslapning, men også en del spænding og vi har mødt så mange søde mennesker på vores tur. OG JEG HAR BUNGY JUMPET - Nepal er for vildt!

 

/ Mia

Paragliding in Pokhara

 

I weekenden har vi været i Pokhara, en meget smuk by her i Nepal. Og selvom jeg før denne tur ville have sagt at jeg havde set det smukkeste på vores trekkingtur, så har jeg altså ombestemt mig. Pokhara er virkelig det smukkeste sted, jeg nogensinde har været. Lørdag morgen stod vi op klokken 6, da vi skulle lave morgenmad inden bussen kørte klokken 7. Turen var rigtig lang, bumpet og med en vild kørsel og jeg er rigtig glad for at jeg ikke tog i byen, ligesom en del andre havde gjort fredag aften. Det var noget af en bumpy ride på omkring 7 timer og det var rigtig svært at sove i bussen, for der var intet benplads. Ved middagstid ankom vi til Pokhara og nøj hvor var det smukt, roligt og intet larm eller støv over alt. Vi havde aftalt at trække lod om, hvem vi skulle bo på værelse med og jeg trak Tine, hvilket var rigtig hyggeligt. Vores hotelværelse var rigtig lækkert med udsigt over Annapurna-bjergkæden, varmt vand og badekar - lige hvad vi havde brug for!

 

Det var desværre regnvejr da vi ankom, men vi valgte alligevel at tage ud og kigge på byen. Vi fandt en restaurant, der hed "Club Amsterdam" som vi havde fået anbefalet af Lonely Planet og vores guide Bipin. Her bookede vi så bord til om aftenen, hvorefter vi gik ned til søen og sad på en tagterrasse med udsigt over alle bjergene - så smukt! Da det blev aften tog vi på "Club Amsterdam" som egentlig så rigtig hyggeligt ud, men maden var desværre dårlig, musikken var alt for høj og det trak fra de åbne døre. Ved 10 tiden gik vi hjemad og vi sov som sten hele natten.

 

Pokhara by

 

Udsigt fra Tines og mit hotelværelse

 

 

Søndag stod vi op klokken 04:30, da vi ville synge for Oddvør, som havde fødselsdag og fyldte 20 år. Klokken 5 blev vi hentet af vores bus, som skulle køre os til Sarangkot, der er toppen af et bjerg hvorfra vi skulle se solopgangen. Det kørte desværre ikke helt, da vores bus ikke kunne komme op ad bjerget på grund af mudder. Øv øv - men seje som vi er stod vi ud af bussen klokken 05:30 om morgenen og gik mindst 2 km op ad bjerget for at se solopgangen. Det var virkelig også det hele værd, for udsigten var så smuk med is på bjergene på den ene side og solopgangen over søen på den anden side. På vejen ned af bjerget kunne bussen stadig ikke komme ned, så vi gik hele vejen ned til hovedgaden, hvor vi tog en taxi tilbage til hotellet.

 

 

 

 

 

Klokken 12 skulle Anne, Emma, Mathilde, Nanna og jeg paraglide. Vi blev først fragtet fra hotellet til Team 5 Nepal Paragliding's hovedkontor, hvor vi skulle betale. Så gik turen op til Sarangkot, det samme bjerg, som vi havde "besteget" i morges. Turen tog omkring 25 minutter, hvor vi nåede at blive rigtig nervøse. Da vi nåede toppen fik vi hver tildelt en instruktør, som vi skulle flyve med. Min instruktør hed Ramrej og var meget sød. Han startede med at tage en masse seler på mig, mens han fortalte om hvordan vi skulle starte. Pludselig sagde han "Ready to take off, run run run!", hvorefter jeg løb ud over bjergkanten. Det var for vildt at være den første, der skulle ud og pludselig se landjorden forsvinde under sig. Turen deroppe var helt unik - jeg fik både lov til at flyve side om side med en kæmpe kongeørn og til at lave akrobatik i luften. Vi fløj alle i 30 minutter til vi skulle lande på et lille landstykke ved søen. Mathilde og jeg var de første der landede og vi løb bare hen mod hinanden og gav en kæmpe krammer, da vi havde fået alt udstyret af. DET VAR SÅ VILDT!  På vejen tilbage til kontoret var vi alle nærmest målløse, fordi at det hele bare var så vildt. Da vi kom tilbage fik vi hurtigt lige lov til at se billederne fra vores tur før de kom på en cd. Vi vidste ikke hvordan vi skulle komme tilbage til hotellet igen, men en sød paraglide fyr tilbød os en gratis taxi til 4 af os, mens jeg fik lov til at sidde bag på hans motorcykel hjem til hotellet. Her skiftede vi hurtigt til noget køligere tøj, da det var ret varmt. Så gik vi ellers ned i et supermarked og købte noget hvidvin og nogle snacks til vores sejltur på søren. Vi lejede en pedalbåd, hvor to skulle "cykle" og resten kunne ligge og slappe af. Det var så dejligt og vi endte med at sejle i 2 timer før vi tog tilbage til hotellet. Her slappede vi lidt af før vi skulle mødes og ud at spise klokken 19. Vi spiste på restauranten "Olive café" og vi fik det lækreste mad og drinks nogensinde - mums.

 

 

Mandag sov vi længe og efter en lækker morgenmad på hotellet tog vi på lidt shopping og ind på en café, hvor vi drak verdens største og lækreste milkshake inden turen gik hjem klokken 12:30. Turen var igen rigtig lang og bumlet, men vi overlevede - for vi havde den allerbedste, vildeste og sjoveste weekend nogensinde!

 

 

 



Global Platform and Kathmandú

Nu da vi har lidt tid tilovers vil vi lige vise jer hvordan vi bor :-)

ActionAid Global Platform

Udenfor platformen

Global Platform

 

 

 

 

 

 

Visiting the slum

Slumdog for one day

Dagen derpå startede ud med yoga fra morgenstunden sammen med vores underviser, Rikke. Herefter havde vi en smule undervisning før vi skulle afsted. Da vi så var færdige med pakke samt spise frokost blev vi kørt med bus ca. 20 minutters tid ud fra selve byen til regionen Bakthapur. Vi ankom til slummen hvor vi skulle tilbringe de næste 24 timer. Slummen består af ca. 800 huse med omkring 5000 indbyggere, hvilket er ret mange mennesker pr. hus. Vi blev nu vist rundt af vores nepalesiske underviser, Bikashs bror som havde styr på sit hood. Han viste os alt fra marker, hvor de planter grøntsager til deres grise stald. Alt var meget primitivt og vi følte os alle meget malplaceret!

 

Efter rundvisningen blev vi fulgt hen til vores værtsfamilier og vores bestod af en ældre kvinde, konen af huset og hendes søn. Mia og jeg var så heldige, at få lov til at bo sammen. Vi fandt hurtig ud af at sønnen og os var de eneste, der kunne engelsk. Til vores uheld skulle han til eksamen og der var derfor ikke meget tid, hvor vi faktisk kunne have en dialog med en "slum-dreng".

Da vi kom ind i selve huset sad der en mand, som var en ven af familien - han kunne heldigvis også lidt engelsk. Efter en times tid, hvor vi havde spist og snakket lidt tog manden hjem og vi blev efterladt med konen og hendes gamle mor, som ikke kunne et ord engelsk. Det udviklede sig til en meget akavet situation, da vi ikke måtte hjælpe med noget. Vi valgte derfor, at gå ind på vores værelse, hvor vi sad i ret lang tid.

Da det så blev aftensmads tid og skulle have mad fik vi serveret varm vand, dal bhat (selvfølgelig) og 4 andre forskellige retter. Vi skulle bestemt ikke gå sulten fra bordet! Måden de spiste på,var også ret anderledes; de indtager alt med hænderne - vi fik heldigvis en ske at spise med, wuhu! Da vi var halvvejs igennem vores mad måtte vi give op, for vi kunne simpelthen ikke spise det hele, hvilket kom meget bag på dem. Man kunne vove og påstå, at de blev en smule fornærmede. Efter det store måltid vrimlede det ind med kvinder og piger i forskellige aldre. Alle ville hilse på os. Ét af de mange bekendtskaber vi gjorde os, var med en lille pige på 14 år. Hun var den eneste ud af den store flok, som faktisk kunne engelsk, hvilket var til meget stor hjælp. Hun var vores omvandrende tolk. Dog tiggede hun en smule og spurgte os ofte: "Do you have chocolate?" og "Can I have your iPhone?". Det var lidt underligt og man skulle lige vende sig til det. Resten af aftenen foregik i deres mørke køkken og foran et bål i deres gang - de brænder alt deres skrald, så de kan holde varmen om aftenen. Efter et par timer foran bålet med en masse kvinder gik vi i seng, som bestod af en mega hård pude, en træplade som seng og inden madras. Så man kan godt sige, at vi ikke lige havde haft den allerbedste bedste nat.

 

Morgen efter vågnede vi begge ved, at en gammel dame gentagende gange lavede de største snottere og grønhakkere ude foran vores vindue. Det var simpelthen så ulækkert, men det er noget nepalesere gør meget her i Nepal. Vi havde ikke noget ur med, så vi anede ikke hvad klokken var og valgte derfor at stå op. Klokken var desværre kun lidt i ni, så det var lang tid til at vi skulle hentes af Bikash klokken 13. Dog var det svært at slå tiden ihjel, da der absolut ikke var noget at foretage sig, for vi måtte ikke hjælpe med noget. Men tiden gik og vi fik alligevel set en masse. Vi blev vist rundt i "nabolaget", hvor forholdene var så primitive! Store familier boede i huse med 3 senge, utroligt. Efter vi var blevet vist rundt i husene, sad vi og solede på deres "terrasse" og snakkede med pigen, der kunne snakke engelsk, mens vi kontant blev tilbudt kaffe, te og mad :-) ved et tiden kom Bikash og hentede os hos vores familie og vi skulle med bussen hjem. Og som en sidste lille overraskelse, da vi stod på bussen på vej væk fra slummen, så vi et skelet og gebis fra en død hund ligge på jorden - det var ret ubehageligt! Da vi kom hjem stod det på total hygge med film og snoller.

 

Det var alt for denne gang og vi må sige, at dette besøg har været noget af en oplevelse, for vi er hvert fald begyndt at sætte mere pris på det vi har derhjemme, men også her på platformen. Denne weekend byder på en tur til Pokhara, hvor vi skal paraglide - jaaa!

/Nanna og Mia

The hardest but most beautiful trip

Lørdag morgen startede tidligt - klokken lidt over 6 med morgensang til Marie, som fyldte 20 år. Herefter stod den på hurtig morgenmad og derefter en bustur på omkring en time til det sted, Sundarijal, hvor vi skulle starte vores trekking tour. Vi havde regnet med at turen bare ville være som en lang gåtur ligeud, og at det ikke ville være specielt hårdt. Men det viste sig at være stik modsat! Det startede rigtig hårdt op ad en million stejle trapper, før vi overhovedet kom til starten af den nationalpark/jungle, som vi skulle vandre i. På et skilt ind til nationalparken stod der, at der blandt andet var leoparder og bjørne, men de eneste dyr vi så var hunde, køer, geder og en leopard kat. Jeg var virkelig sikker på, at jeg ville dø på denne tur, hvis det ville fortsætte sådan her. 

Vi skulle gå 12 km den første dag, hvilket ikke lyder af særlig meget, men i forhold til at vi skulle gå op ad trapper eller stejle grusveje hele vejen, føles det som meget længere og bestemt virkelig hårdt. Efter 6 timer var vi endelig på toppen i Chisapani, hvor vi skulle overnatte på et lille hostel. Vi var alle sammen rigtig smadrede da vi kom dertil, men alligevel besluttede vi os for at sidde nede i den lille lobby og få et par øl og hygge sammen med vores trekking guide og vores guide fra tempelbesøget, som også ville med os på trekking. Det endte så med at vi alle sad og hyggede, sang og spillede druklege indtil der kom mad ved 7 tiden. Herefter ville vi i seng, da vi også skulle tidligt op dagen efter. Nanna og jeg delte værelse med Line, Julie, Mathilde og Emma, hvilket var rigtig hyggeligt, selvom der var så koldt på vores værelse, at vores gardiner blafrede fordi at det trak så meget fra vinduerne! 

Næste morgen klokken 7 vækkede vores guide, Sunil, os for at vi skulle se den smukke udsigt med solopgang over Himalaya-bjergene. Det var så smukt! Efter morgenmaden var indtaget, skulle vi afsted igen. Bortset fra Mathilde, som havde så mange smerter i sine knæ, at hun måtte hentes med en motorcykel og fragtes hele vejen ned. Denne gåtur vi skulle på, var omkring 18 km og tog 9 timer i heldigvis lidt bedre terræn og med ikke så mange trapper. De sidste par kilometer blev der virkelig gået til den, selvom det gik meget opad det sidste stykke. Jeg kom i mål som den tredje og vi var alle så lykkelige, da vi nåede endedestinationen, Nagarkot. Denne tur var virkelig noget af det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet, men samtidig var naturen med Himalaya-bjergene i baggrunden også noget af det smukkeste jeg har set. Den hårde tur kan også bestemt mærkes i alle mine muskler idag - jeg tror aldrig, jeg har været så øm i hele min krop. Men vi har besteget et bjerg og jeg har fået mit første varme bad i dag, wuhuuu!

/Mia

På vejen op ad bjerget