Lørdag morgen startede tidligt - klokken lidt over 6 med morgensang til Marie, som fyldte 20 år. Herefter stod den på hurtig morgenmad og derefter en bustur på omkring en time til det sted, Sundarijal, hvor vi skulle starte vores trekking tour. Vi havde regnet med at turen bare ville være som en lang gåtur ligeud, og at det ikke ville være specielt hårdt. Men det viste sig at være stik modsat! Det startede rigtig hårdt op ad en million stejle trapper, før vi overhovedet kom til starten af den nationalpark/jungle, som vi skulle vandre i. På et skilt ind til nationalparken stod der, at der blandt andet var leoparder og bjørne, men de eneste dyr vi så var hunde, køer, geder og en leopard kat. Jeg var virkelig sikker på, at jeg ville dø på denne tur, hvis det ville fortsætte sådan her.
Vi skulle gå 12 km den første dag, hvilket ikke lyder af særlig meget, men i forhold til at vi skulle gå op ad trapper eller stejle grusveje hele vejen, føles det som meget længere og bestemt virkelig hårdt. Efter 6 timer var vi endelig på toppen i Chisapani, hvor vi skulle overnatte på et lille hostel. Vi var alle sammen rigtig smadrede da vi kom dertil, men alligevel besluttede vi os for at sidde nede i den lille lobby og få et par øl og hygge sammen med vores trekking guide og vores guide fra tempelbesøget, som også ville med os på trekking. Det endte så med at vi alle sad og hyggede, sang og spillede druklege indtil der kom mad ved 7 tiden. Herefter ville vi i seng, da vi også skulle tidligt op dagen efter. Nanna og jeg delte værelse med Line, Julie, Mathilde og Emma, hvilket var rigtig hyggeligt, selvom der var så koldt på vores værelse, at vores gardiner blafrede fordi at det trak så meget fra vinduerne!
Næste morgen klokken 7 vækkede vores guide, Sunil, os for at vi skulle se den smukke udsigt med solopgang over Himalaya-bjergene. Det var så smukt! Efter morgenmaden var indtaget, skulle vi afsted igen. Bortset fra Mathilde, som havde så mange smerter i sine knæ, at hun måtte hentes med en motorcykel og fragtes hele vejen ned. Denne gåtur vi skulle på, var omkring 18 km og tog 9 timer i heldigvis lidt bedre terræn og med ikke så mange trapper. De sidste par kilometer blev der virkelig gået til den, selvom det gik meget opad det sidste stykke. Jeg kom i mål som den tredje og vi var alle så lykkelige, da vi nåede endedestinationen, Nagarkot. Denne tur var virkelig noget af det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet, men samtidig var naturen med Himalaya-bjergene i baggrunden også noget af det smukkeste jeg har set. Den hårde tur kan også bestemt mærkes i alle mine muskler idag - jeg tror aldrig, jeg har været så øm i hele min krop. Men vi har besteget et bjerg og jeg har fået mit første varme bad i dag, wuhuuu!
/Mia
/Mia
 |
| På vejen op ad bjerget |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar