The Last Resort

Så blev det endelig weekenden, hvor vi skulle bungy jumpe. Fredag aften valgte vi alle sammen at tage hen til turistdelen af Kathmandu, Thamel, for at spise på en lækker restaurant, der hedder OR2K. I weekenden var vi nødt til at blive delt op i grupper, for nogle skulle ud og river rafte, andre blev hjemme i Kathmandu og vi tog til The Last Resort. Dagen startede meget tidligt lørdag, da vi skulle mødes inde i Thamel klokken 05:45, hvor bussen til resortet gik fra. Ud over Anne, Emma, Nanna, Mia og jeg var vi en del andre med bussen, men heldigvis kunne vi hver have 2 sæder, så vi fik slappet lidt af på turen, der tog omkring 3,5 timer. Da vi ankom til The Last Resort skulle vi gå over den hængebro, hvorfra vi skulle hoppe, for at komme over til selve resortet. Da vi gik over bevægede den sig ret meget og der var VIRKELIGT langt ned, så vi blev ret bange. Da vi endelig var kommet over på den anden side skulle dem, som skulle bungy jumpe og canyon swing mødes for at få en hurtig briefing om hvordan vi skulle hoppe. Herefter blev vi delt op i grupper efter vægt og vi tre fra platformen, der skulle bungy jumpe blev selvfølgelig delt op i hver sin gruppe - øv, øv, øv... Det betød altså at Nanna skulle starte med at hoppe, mens Anne og jeg sad og ventede i omkring 2 timer på, at Nanna og hendes gruppe var færdige med at hoppe. Det var virkelig nervepirrende at sidde og kigge på de andre hoppe, mens man vidste, at der stadig var lang tid til at man selv skulle hoppe.

 

Efter Nanna havde hoppet blev det min tur og jeg var kommet i gruppe kun med nepalesere, så det var lidt træls, at jeg ikke kunne snakke med nogle af sine venner, mens man stod på broen og var ved at dø af nervøsitet. Jeg var den andensidste i min gruppe, fordi at jeg var en af dem, der vejede mindst i gruppen. Men fordi at jeg havde T-shirt på og det blæste ret meget på broen, syntes en af instruktørerne, at jeg skulle hoppe som den tredje sidste i stedet for, hvilket jeg var ret glad for, så jeg fik det hurtigere overstået.

 

Det startede med, at jeg skulle sidde spændt fast til broen, mens jeg fik sat nogle seler på mine ankler. Imens kom der en videomand hen og snakkede lidt med mig og filmede lidt. Så var det tid til at jeg skulle træde ud på den lille platform, hvorfra jeg skulle hoppe. Da jeg stod der tænkte jeg egentlig ikke rigtig på noget, kun at jeg skulle hoppe og ikke kigge ned. Pludselig sagde instruktøren, der holdt mig "3, 2, 1.. JUMP!" og så hoppede jeg ellers bare med hovedet først 160 meter ned mod floden. På vejen ned nåede jeg heller ikke rigtig at tænke noget særligt, bortset fra at da elastikken havde været spændt op, fløj jeg op i luften igen, hvor elastikken viklede sig rundt om mit ben. Det var ret ubehageligt, da jeg snurrede vildt meget rundt oppe i luften. Da elastikken var blevet slap igen, blev jeg hejst lige så stille ned mod foden og jeg skulle tage fat i en bambuspind for at blive trukket ind mod bredden. Her blev jeg lagt på en båre, hvor jeg fik taget alle selerne af og blev spurgt om jeg var okay efter turen. Det var jeg, men jeg var nærmest helt målløs. Heldigvis stod der en flok andre danskere nede ved floden, som jeg fulgtes med hele vejen op ad de tusinde trapper til resortet.

 

 

 

 

 

 

Efter en halv times gåtur og jeg var kommet tilbage til de andre piger, var det ved at være Annes gruppe til at hoppe. Men før det, var de to andre piger, Emma og Mia, kommet tilbage fra deres rappelletur ned ad forskellige vandfald. Derfor valgte vi at tage hen og spise lidt frokost, så vi stadig kunne nå at se Anne. Da Anne havde hoppet var det tid til at vi skulle med bussen hjem igen. Det var en forfærdelig tur, for det bumlede og man sad så dårligt i bussen og udover det, havde jeg det dårligt og lå syg hele natten til søndag.

 

Der fandt jeg virkelig ud af, hvor meget man savner sin familie, når man ligger syg i et fremmed land - men heldigvis er Skype jo opfundet, så jeg fik mig alligevel en god samtale med min søde familie ;-)

 

Søndag sov vi længe for en gangs skyld, hvorefter vi ved 12 tiden tog til en lækker park, som hedder Garden of Dreams for at slappe af og sole hele dagen. Det var så skønt at ligge og læse, spise og hygge hele dagen i solen med sine dejlige venner.

 

Så denne weekend har budt på afslapning, men også en del spænding og vi har mødt så mange søde mennesker på vores tur. OG JEG HAR BUNGY JUMPET - Nepal er for vildt!

 

/ Mia